Super nem og smagfuld opskrift på lækre dadelkugler. Dadelkugler smager fantastisk og er et stort hit hos både store og små herhjemme.
Disse lækre dadelkugler er et lidt sundere alternativ til alle de godter, som vi har det med at fylde os med i den kommende juletid.
De kan laves i mange forskellige varianter, med krydderier, frø, kerner og nødder – så det er bare om at kaste jer ud i det, teste jeres yndlingssmage og finde jeres favorit.
Denne opskrift er simpel, men giver søde og chokoladelækre kugler – og så er de lynhurtige at lave og kan fryses ned, så lav bare en stor portion, nu du er i gang.
Tag børnene med, gør det til en leg og lad deres fantasi sætte præg på dadelkuglerne. Det er både sjovt og spændende at være sammen om madlavningen – og giver masser af læring og nærvær.
Det skal I bruge:
100 g Mandler
20 g Valnødder
3 spsk Kakao (usødet) Det betaler sig virkelig på smagsfronten at bruge en god kvalitet
3 spsk Kokosmel
50 g Abrikoser
250 g Dadler (uden sten)
2 tsk Honning
8 tsk Kokosmælk (det tykke i toppen) eller kokosolie (Prøv jer lidt frem med konsistensen)
Bland alle ingredienser sammen i en foodprocessor og kør til massen er glat. Bruger I en minihakker, hak da først nødder og kakao godt igennem og tilsæt de øvrige ingredienser.
Form små kugler (sæt den eventuel på køl en halv time) og rul i lige det I har lyst til. Det kan være alt fra kakaonips over kokosmel til lakridspulver.
De kan spises med det samme, men en times tid i køleskabet gør dem kun endnu bedre.
Anret på et smukt fad og pas på I ikke får ondt i maven 🙂
Inspiration til nærvær
Vi – hjernerne og hjerterne bag Designed Learning – lever og ånder for at skabe inspiration til nærvær i børnefamilier. I vores produkt MADPAKKEN, har vi med udgangspunkt i kostrådene fra Fødevarestyrelsen, samt input fra en række eksperter – gjort mad interessant og pænt i både børne- og voksenhøjde. Er du nysgerrig, kan du se mere her.
Ønsker du løbende at få inspiration til nærvær, kan du tilmelde dig her:
© designedlearning.dk – Lækre og supernemme dadelkugler