Vi er pavestolte: Selveste Lola Jensen har nemlig anbefalet vores produkt FAMILIETID!

Se bare her:

FAMILIETID 

Christina og Louise med firmaet Designed Learning, mødte jeg for et par år siden, da de var inviteret til et lille arrangement i forbindelse med udgivelsen af min bog “Må vi så få ro!” De var tydeligvis to ildsjæle, der brændte for at udvikle materialer, der kan give mere tid, nærvær, fordybelse og åndehuller i familielivet, og så bliver min opmærksomhed jo toptunet.

De følte sig meget inspirerede af mit oplæg omkring min bog, og nu er det mig, der er begejstret for deres FAMILIETID, som er oplæg til planlægning af familietid. Det er lykkedes for dem at skabe et godt og nemt tilgængeligt og brugbart produkt, derfor fortjener det en anmeldelse her på min hjemmeside.

Det er ikke bare en familyplanner, FAMILIETD sender nemlig en lille personlig hilsen med til den enkelte, og det i sig selv giver nærvær til den pakke, man er ved at åbne. På forreste side er en lille fortælling om begrebet tid, hvilket giver en positiv motivation og fornemmelse af, at FAMILIETID er vigtig, og bør få en høj prioritet i ugeplanen.

Produktet består af tre elementer, piktogrammer (dem jeg er mindst vild med… der er dog lidt godt til den voksne på bagsiden, f.eks. lille oplæg til samtale med barnet eller inspiration til at møde barnet i opgaven fremfor at konflikte ved “skynd dig nu lidt”. Men i min optik er det bedre for nærværet, at barnet får den enkle instruks fra den voksne om næste proces i f.eks. morgenrutinen “så er det tøjet nu” fremfor piktogrammer, hvor den voksne alt for ofte istedet siger: “Prøv at se på tavlen, hvad du skal nu”. )

Det andet element i FAMILIETID produktet er ugeplanerne, og dem er jeg vild med. Jeg kan rigtig godt lide deres enkelthed, deres helt dæmpede farve, som netop lægger op til ro og nærvær. Og på bagsiden er der en lille tekst med en lille opgave, som lige kan være den, man giver til den 5årige, der er klar til afgang, men skal vente på, at den voksne får gjort tvillingerne på 2år klar. Eller som en lille samlingsopgave ved eftermiddags snack tid efter hjemkomst fra skole/daginstitution. Flere steder i min Lola Jensen app lægger jeg op til styrken i et ugeprogram, som kan tegnes selv og printes ud. FAMILIETID produktet har det, som jeg lægger op til i det hjemmetegnede, men giver lige det lille ekstra fra sig.

Det tredje element i FAMILIETID er en årskalender, hvor de tilbagevendende begivenheder som f.eks. fødselsdage og ferier kan skrives ind ved årets start, og så lige skæves til for at få det lagt med i ugeplanen.

I produktbeskrivelsen lægges der op til, at materialet er for de 4årige plus, og det er ramt spot on.

FAMILIETID er enkelt, let tilgængeligt, inspirerende, kan stå eller hænge og fylder begrænset på en væg. Derfor får produktet min fulde anbefaling. Du kan læse mere om produktet her.