Umiddelbart rimer farlig ikke så godt på børn. Og som I måske er bekendt med (ellers læs mere om traditionen hér) er Halloween med sine rødder tilbage i keltisk fejring, indbegrebet af noget farligt. Men faktisk kan Halloween være en ganske god måde at introducere børnene til det uhyggelige på en hyggelig måde. For er der noget børn elsker, så er det traditioner og især dem hvor ingredienserne ‘hygge-med-dem-jeg-holder-af‘ og ‘slik‘ indgår!

Dosér dog efter hvad barnet synes er sjovt – ellers kan det give voldsomt bagslag – også selvom plasteret på såret er slik.

 

1. Udskårne græskar med lys i

Man mener at traditionen med at tænde lys stammer tilbage fra kelterne (som kom fra bl.a. Skotland og Irland). Dengang brugte de roer til at tænde lys for at holde de onde ånder væk. Da de udvandrede til Amerika kunne de ikke finde roer, men fandt i stedet græskar.

Aktivitet:

  1. Køb et græskar sammen (fås i stort set alle supermarkeder – eller gør en tur ud af det og tag ud og pluk jeres eget)
  2. Lad barnet male et farligt ansigt på det med en sprittus.
  3. Sammen kan i åbne det ved at zig-zag skære toppen af.
  4. Ta’ nu alle kernerne ud og rens det godt. (Gem evt. kernerne og lav ristede græskarkerner)
  5. Hjælp nu hinanden med at skære det farlige ansigt ud.
  6. Sæt til sidst et lys i.

Ekstra Tips:
Brug en boremaskine til at lave flotte mønstre med.
Pensl græskaret indvendigt med Atamon, så holder det længere.

FUN FACT: I Danmark har det været tydeligt at se den stigende interesse for Halloween gennem salget af græskar som i 2008 var på 400.000 og blot 7 år efter var fordoblet. Den stigende popularitet kan også ses på mængden af solgt Halloween-slik, som er steget med 70% fra 2018 til 2019.

 

2. (U)hyggelig Halloween pynt

En anden ting I kan gøre er at pynte op med en masse hjemmelavet Halloween pynt. Det er hyggeligt for alle aldre og kreativiteten kan få frit løb!

  1. Lav seje perleplader – hæng dem i vinduet eller lim dem på gamle syltetøjsglas og sæt lys i. Få idéer med app’en “Det Perler”.
  2. Klip skabeloner af flagermus og spøgelser.
  3. Lav edderkoppespind; store spind af garn eller sorte affaldssække eller små af kastanjer, tændstikker og garn.
  4. Tegn ansigter på clementiner, så ligner de små græskarmænd.
  5. Pak hoveddøren ind i gazebind og klip store øjne ud, så har I jeres helt egen top-seje mumie-dørmand.

3. Skræmmende udklædning

Traditionen med at klæde sig uhyggeligt ud, stammer tilbage fra kelterne, som klædte sig ud for at vise, at lige netop den dag gjaldt de almindelige regler ikke. Man mente, at der på denne dag var særlig kort afstand imellem de levende og de dødes verden. I dag kan man opleve alt fra skeletter, hekse, spøgelser og vampyrer når det er Halloween.

Aktivitet:

  1. Find sammen på noget I kan klæde jer ud som.
  2. Måske I allerede har noget udklædningstøj derhjemme eller kan lave et spøgelse ud af et lagen. Et godt tip er at søge efter genbrug på dba.dk eller andre steder. Ofte bliver udklædningstøj kun brugt få gange.
  3. Ansigtsmaling er et stort hit hos de fleste børn. Find bl.a. inspiration hér.

4. ‘Slik eller ballade’

Tiden er kommet – Halloween står for døren og det plejer at være lig med børn, der går rundt fra dør til dør blandt byens uhyggelige huse og ”trick or treat’er”.

Det er tiden, hvor en masse festlige og ikke mindst gyselige aktiviteter bliver arrangeret i anledning af denne højtid. I år forholder det sig lidt anderledes – her i vores lille Hareskovby er det blevet ”aftalt”, at børnene ikke går rundt i store grupper og tigger slik ved dørene.
I stedet er det blevet foreslået at børnene kan gå rundt med egen familie og tælle græskar og for hvert græskar børnene finder, får de et stykke slik af deres forældre.

På den måde kommer man rundt og ser den flotte udsmykning, børnene får slik og hele familien får frisk luft og lidt motion – win-win.

FUN FACT: Skikken stammer sandsynligvis fra Middelalderen hvor man, i nogle lande, allehelgensaften satte mad ud til fattige børn, der til gengæld skulle bede for giverens afdøde slægtninge.

 

5. Halloween skattejagt

Denne aktivitet er et perfekt corona-venligt-alternativ til “slik eller ballade”. Børn og barnlige sjæle vil med garanti være godt underholdt. Der er flere måder at gøre det på:

Find på en historie om at Halloween-monsteret har gemt nøgler rundt omkring i huset og når alle nøgler er fundet, får man nøglen og adgang til Monster-slik-skatten.

I kan også lave poster, som hele tiden fører deltagerne videre til nye poster, indtil de til sidst kommer til skatten; Slikparadiset. Bliv inspireret af vores Fastelavns skattejagt “Jagten på den forsvundne kølle”.

God jagt.

6. Halloween dessert

Der er massevis af ideer til hvordan man laver de lækreste Halloween desserter.
Vi har allerede givet os i kast med disse seje edderkoppe-muffins.

En anden hurtig og nem idé er små marengs spøgelser. De er utrolig nemme og virkelig sjove! Bare brug sukker og æggehvider til at lave din marengs dej og brug en sprøjtepose til at forme små toppe. Sæt derefter i ovnen i en times tid, og lav øjne ud af noget smeltet chokolade, og så har du de fineste små spiselige spøgelser. Se opskrift her

Vi ønsker dig og din familie en (u)hyggeligt Halloween.

 

Inspiration til nærvær

Vi – hjernerne og hjerterne bag Designed Learning – lever og ånder for at skabe inspiration til nærvær i børnefamilier.

Får du ikke allerede vores forklaringer om mærkedage tilsendt i din inbox (sammen med tilhørende inspiration til hyggestunder), kan du tilmelde dig her: 

 

© designedlearning.dk3 HALLOWEEN aktiviteter der gør det uhyggelige hyggeligt