Sommerferien står for døren

Kender du det, at man som forælder glæder sig til ferie sammen med sine børn, men også samtidig godt ved at sommerferie ikke nødvendigvis er lig med ferie for de voksne – ikke som man forstod begrebet ferie før man fik børn, i hvert fald?

Uanset om ferien skal spenderes ved en pool sydpå, på en campingplads i Danmark, eller man bliver hjemme i vante rammer og nyder det forhåbentlig dejlige sommervejr, så kommer der her lidt tips og gode ideer til at sikre at alle i familien kommer ud på den anden side af ferien med en følelse af at have koblet fra og ladet op.

1. Forventningsafstemning

Tag en snak omkring bordet inden ferien, hele familien, og giv både børn og voksne taletid til at fortælle hvad der vil gøre det til en god ferie for netop ham/hende? Det kan være helt små ting som er nemme at indarbejde i sommerferien som f.eks. at lave bål, bade, spise is eller have tid til at tage regelmæssige løbeture. Eller meget store ting som måske kræver en modificering for at ønsket går i opfyldelse. Men i processen med at sige sine ønsker og forventninger højt bliver man selv klar over dem, og bliver set og hørt. På den måde sikrer man sig, at alles ønsker forhåbentlig på den ene eller den anden måde, kan blive mødt i ferien, så alle føler at de har haft ferie.

2. Bedsteforældre/flere hænder

Overvej om det er en mulighed at holde ferie sammen med andre? Måske det giver mening at invitere bedsteforældrene eller et hold venner med på en del af ferien, og på den måde få godt selskab til både voksne og børn? Og flere hænder at fordele det praktiske på, gør det også lidt lettere end i hverdagen.

3. Træk en aktivitet

Hvis sommerferien bruges hjemme på matriklen, kan det være en ide at skrive en masse ideer til aktiviteter ned og putte dem i to glas – et til dage med godt vejr og et til dage med dårligt vejr. Afhængig af vejrudsigten og dagsformen kan man så om morgenen skiftes til at trække en aktivitet i et af glassene, og lade det bestemme dagens tema. Det kan både være lokale udflugtsmål, en bestemt film man skal se sammen, en tur i svømmehallen eller et fælles bage-projekt der står på sedlerne – kun fantasien sætter grænser.

4. Sænk barren

En af de allerbedste ideer til at komme helskindet gennem ferien, må være at sænke barren. Skær ned på alt hvad der sluger den gode energi, og spring over hvor gærdet er lavest. I nogle familier indkøbes der engangsservice til hele ferien, så diskussionen om opvasken forsvinder, i andre familier går man all in på take away, eller meget enkel mad, så ingen står med aftensmaden. Hvis dagens store diskussion står omkring sengetiden, så overvej at sætte sengetiden fri, og se om diskussionen forsvinder når børnene selv må bestemme.

 

Lige meget hvor og hvordan jeres ferie holdes, må I have den bedste af slagsen!

 

De bedste nærværshilsner fra os bag Designed Learning : )