I dag forbinder mange dagen med en fridag, varme hveder (de der meget hvide boller) og konfirmationer, men dagen var oprindeligt tiltænkt bøn og faste (altså hvor man ingenting spiste -sjovt ikk´?).  Hvad betyder bøn? Bøn er hvor man beder til Gud, og faste er altså hvor man ikke må spise eller drikke. Store Bededag er faktisk en særlig dansk helligdag. Altså den fejres ikke andre steder i verden. Den blev indført i 1686 (over 300 år siden) af ham der var biskop over Sjælland. Han hed Hans Bagger og han kaldte oprigtigt dagen for `Ekstraordinær Almindelig Bededag´. Det blev derefter en tradition at fejre dagen hvert år, præcis fire fredage efter påske.

 

Hvorfor fejrer vi Store Bededag?

I tiden omkring Hans Bagger var der en del flere der gik i kirke end der er i dag. Og der var faktisk nogle steder ude på landet hvor man hver onsdag havde en bededag. Især i løbet af foråret bad bønderne rigtig meget til Gud om at det skulle blive en god høst. For den gang gjaldt det liv eller død om vejret artede sig og om der var nok afgrøder at høste på markerne, til at man kunne klare sig vinteren igennem. Med indførslen af Store Bededag, fik man samlet alle de små bededage i én stor bededag. Smart ikke?

 

Hvordan fejres Store Bededag?

Bededagen blev sat igang lige så snart kirkeklokkerne ringede kl. 18 aftenen før. Når man kunne høre kirkeklokkerne, skulle alle butikker, restauranter og værtshuse lukke. På den måde håbede man på at de fleste folk ville være klar og friske til næste dag. For i gamle dage blev Store Bededag fejret med hele 3 gudstjenester. Dvs. at man gik i kirke nærmest hele dagen. Og fasten, ja den sluttede først efter den sidste gudstjeneste. Herefter måtte folket igen gå igang med at arbejde, spise og drikke.

I dag forløber dagen noget anderledes for de fleste. Det er mest traditionen med at spise varme hveder vi holder fast i. For i gamle dage havde man jo besluttet at alle skulle stoppe med at arbejde – også bageren. Derfor kunne man dagen før købe varme hveder som fint kunne holde sig til dagen efter. Hvedeknopper som man kaldte dem, smager nemlig særlig godt, når de bliver ristet dagen efter.

Har du brug for nogle ideer til hvordan I kan hygge sammen omkring Store Bededag, så se hér.

 

Inspiration til nærvær

Vi – hjernerne og hjerterne bag Designed Learning – lever og ånder for at skabe inspiration til nærvær i børnefamilier.

Får du ikke allerede vores forklaringer om mærkedage tilsendt i din inbox (sammen med tilhørende inspiration til hyggestunder), kan du tilmelde dig her: 

 

© designedlearning.dk – MÆRKEDAG I BØRNEHØJDE: Hvad er Store Bededag?