Forklaring på ordene Santa og Lucia

Ordet ‘Santa’ betyder helgen. En helgen er en person der er død, og af kirken bliver udnævnt fordi de har levet et særligt kristent liv.

Navnet ‘Lucia’ stammer fra ordet lux, som betyder lys på et meget gammelt sprog, nemlig Latin.

 

Hvorfor fejrer vi Santa Lucia?

Vi fejrer Santa Lucia d. 13. december for at hylde en meget kristen pige der led martyrdøden for over 1.700 år siden. En martyrdød er når nogen dør for sin tro. Og det var netop hvad Lucia gjorde. Hun ofrede nemlig sit liv for at forsvare hendes kristne tro. Efter hendes død blev hun udnævnt til helgen. Og det er oprindeligt derfor vi fejrer Santa Lucia den dag i dag. For at mindes hende og de gode ting hun gjorde. Men også for at fejre lyset i en mørk tid.

 

Hvem var Santa Lucia?

Lucia var en meget ung og kristen pige der boede på øen Sicilien helt nede i syd-Italien. Her havde hun i en tidlig alder mistet hendes far og passede derfor godt på hendes mor, der var blevet meget syg. Hun havde hørt rygter om at moderen kunne blive rask, hvis hun besøgte en grav af en helgen der hed Agathe. De bad hele natten til Gud og moderen blev rask, mens Lucia fik en åbenbaring og blev meget stærk i hendes kristne tro. En åbenbaring er et øjeblik hvor noget guddommeligt viser sig.

Det var ikke helt ufarligt at tro på Gud dengang. For kejseren i Rom ville meget hellere have at man troede på ham. Han var en meget magtfuld mand, der kunne finde på at gøre nogle grumme ting. Især overfor dem der troede på Gud. Dem hjalp Lucia og det siges at hun med et lys på hovedet drog ud i natten for at give dem mad. Han befalede også at folket skulle ofre gaver til ham. Men det nægtede Lucia. Og hun nægtede også at gifte sig med en af hans mænd. Det siges at ikke engang en masse okser kunne trække hende afsted. Som straf blev hun tortureret. I den omgang mistede hun hendes øjne. Da hun stadig nægtede, endte det med at hun døde. Det gjorde hun d. 13. december i år 304. Man siger at Santa Lucia er skytshelgen for de blinde, fordi hun mistede øjnene. Prøv at lukke øjnene og forestil jer hvordan det må være at være blind? Kender I nogle der er blinde?

Hvordan fejrer vi Santa Lucia?

Lucia fejres på mange forskellige måder i verden. I Danmark fejrer vi Santa Lucia ved at synge sangen “Nu bæres lyset frem…” mens lucia-bruden med krans på hovedet fører det lysende optog frem. Alle i optoget er (oftest) klædt i hvidt og bærer et lys i hånden.

Har I Lucia optog på jeres skole? Eller børnehave?

 

Inspiration til nærvær

Vi – hjernerne og hjerterne bag Designed Learning – lever og ånder for at skabe inspiration til nærvær i børnefamilier.

Får du ikke allerede vores forklaringer om mærkedage tilsendt i din inbox (sammen med tilhørende inspiration til hyggestunder), kan du tilmelde dig her: 

 

© designedlearning.dk – MÆRKEDAG I BØRNEHØJDE: Hvad betyder Santa Lucia?