Danmarks Befrielse er en dag der fejres hvert år d. 5. maj – nemlig dagen hvor Danmark ikke længere var med i krig.

Hvad blev Danmark befriet fra?

Fra 1940-1945 var der krig i Danmark – den krig, der hedder 2. verdenskrig. Måske kender du nogen der kan huske noget fra den tid? Prøv at spørge dine bedsteforældre, de har ofte spændende historier at fortælle.

I 2. verdenskrig havde Tyskland besat Danmark og været i krig med store dele af hele verden, fordi de gerne ville have mere magt og kontrol med de forskellige lande i verden.

I Danmark varede krigen i fem år, men i andre lande varede den længere tid. I de år, krigen varede, var der mange tyske militær-folk rundt omkring i gaderne og det var også det tyske militær, som bestemte, hvor meget mad, danskerne måtte få. Det betød, at man ikke betalte med penge eller Mobilepay – man betalte med noget som hed rationeringsmærker, som var en slags billet. Et rationeringsmærke kunne for eksempel gælde til en pakke smør eller en liter mælk.

Hvordan vidste man at krigen var slut?

Under krigen fandtes der ikke tablets eller internet, så folk må lytte til radioen for at finde ud af, hvordan det gik for danskerne og englænderne med at bekæmpe de tyske militærtropper. Det var den engelske kanal BBC, som sendte alle nyheder ud. Og hvis de for eksempel skulle sende beskeder ud til de danskere, som var frihedskæmpere, så talte de i et hemmeligt kodesprog. Det gjorde de for at tyskerne ikke skulle forstå, hvornår frihedskæmperne ville slå til og forsøge at bekæmpe dem.

Det var rigtig hårdt at være i krig, både for tyskerne og alle andre, der var med. Efter fem år, var de tyske militær-tropper trætte, og de havde ikke flere penge til at købe nye tankvogne og våben for. Samtidig ville danskerne befri Danmark, og den 4. maj om aftenen kunne alle danskere høre i BBC-radioen, at Tyskland havde overgivet sig. Der var ikke længere krig i Danmark.

Manden, der læste beskeden op hed Johannes Sørensen på BBC-radioen sagde: “I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”

Hvornår fejres Danmarks Befrielse?

Den 5. maj løb alle – eller i hvert fald rigtig mange danskere – ud på gaden med flag i hænderne og råbte hurra og gav en masse krammere til hinanden, fordi krigen var slut. Endelig var der fred i Danmark igen. Og det fejrer vi stadig den dag i dag d. 5. maj.

Hvordan fejrer vi Danmarks befrielse?

Vi fejrer Danmarks befrielse ved at gøre to ting: Tænde lys i vinduet 4. maj om aftenen og hejse Dannebrog d. 5. maj. Få nogle ideer til hvordan I kan fejre Danmarks Befrielse hér.

Beskeden om at krigen var slut, ramte mange den 4. maj om aftenen, og den aften tog mange danskere de sorte mørklægningsgardiner ned, som de havde været tvungne til at have i deres hjem i hele krigstiden. Men nu kunne tyskerne ikke bestemme mere, så nu ville danskerne have lys ind i deres hjem.

Den 5. maj hejser vi flaget for at markere, at det er en festdag. Og med den festdag, husker vi på hvor godt det er at vi ikke har krig mere i vores land – og så mindes vi dem der faldt i krigen, som Kim Larsen synger så fint i sangen “Flyvere i natten”.

Inspiration til nærvær

Vi – hjernerne og hjerterne bag Designed Learning – lever og ånder for at skabe inspiration til nærvær i børnefamilier.

Får du ikke allerede vores forklaringer om mærkedage tilsendt i din inbox (sammen med tilhørende inspiration til hyggestunder), kan du tilmelde dig her: 

 

© designedlearning.dkMÆRKEDAG I BØRNEHØJDE: Hvad er Danmarks Befrielse?